Her er så en samling tekster over ting eller begreber der lige har optaget mig, så længe at jeg har følt trang til lige at give dem et ord med på vejen. De fleste tekster er krydret med en stor portion humor - dermed mener jeg, at man ikke skal tage alt for pålydende. Det er ikke alvor det hele, og lige som vi skal kunne more os over andre, så er evnen til at le ad sig selv en gave... som jeg mener, at jeg ejer.
Nu til dags ville sådan en tekstsamling sikkert blive kaldt en blog (jeg har aldrig helt forstået hvorfor det hedder sådan), men mine tekster af denne kaliber er dem der ender i skivebordsskuffen, og derfor bliver dette altså ikke til andet end skuffen. Kald mig bare gammeldags.
Mobil Telefoner
Fodbold
Børn
Drømme
Om at sige farvel
Alder
Flytning
Husejer
Rygning
Hundeliv
Det har længe irriteret mig, at folk sidder med deres telefoner næsten hvor som helst de færdes. Uanset om de er ude at spise eller ude at handle, så er der altid en eller anden telefon der ringer. Det mest irriterende er nok i biografen. Lige midt i filmen ringer telefonen, og så er det fætter Viggo fra Jylland, der lige skal høre hvordan det står til. Det får alle vi andre så ufrivilligt del i.
Jeg har spekuleret på, om disse mennesker også
tager telefonen med på toilettet. Jeg mener, der er man jo afskåret
fra at svare på den almindelige telefon, så der ville det vel
være en god ide, eller hva' ?
Jeg har dog en lumsk anelse om, at dette ikke er tilfældet.
Mobil telefonen bliver anvendt der hvor der færdes mange mennesker,
så man kan udsende signal om, hvilken vigtig person man er. Man er
jo nødt til at have telefonen med, for hør bare hvor
alle gerne vil have fat lige netop på mig. Jeg tror ganske enkelt,
at det har noget at gøre med et for lille ego. Jeg er nødt
til at vise at jeg er vigtig, og det kan jeg gøre via min telefon
! At vi andre så kan forstå på samtalen, at det bare
er lillemor der ringer for at bede vedkommende om at huske at købe
smør med hjem, er måske ligegyldigt. Man har bevist at der
er brug for én.
Det allerværste jeg har været ude for med hensyn til mobil telefoner var dog på en indkøbstur til et storcenter. Jeg var sammen med en ven gået ind for at få læsket ganen, og vi har ikke mere end lige sat os før en af disse helvedes maskiner begynder at kime. Og den kimede og kimede, og alle sad bare og kiggede rundt for at se hvilken idiot det var der nu blev ringet til. Jeg brokkede mig til min ven om at det dog også var for dårligt.
Man kan åbenbart ikke slippe for disse irritationsmomenter, men det mindste idioten kan gøre er vel at besvare opkaldet! Jeg var godt sur. Lige til jeg kom i tanke om, at min egen telefon, som lå godt begravet i min taske, vist da heller ikke var slukket. Jeg tager den op for at slukke for den. Jeg vil ikke være den der bryder freden. Og hvad ser jeg ? Der var kommet en besked på telefonsvareren, fordi jeg ikke havd besvaret det sidste opkald ! Da var jeg glad for mit lange hår. Der var ingen der opdagede mine røde ører, og jeg sneg mig nærmest ud af caféen. Jeg har ikke min telfon tændt på offentlige steder mere. Jeg har ikke lyst til atter engang at være idioten.
Hver eneste week-end kommer det i fjernsynet. Fodbold ! Det ville for så vidt være helt i orden, hvis de så bare sendte kampen, og så færdig med det, men sådan er det ikke. Først spiller de kampen, og derefter skal vi lige ha' højdepukterne igen - i langsom gengivelse, så klart. Alle skulle jo gerne få set, hvad det er der sker, eller i nogle tilfælde ikke sker, alt efter om det er et mål eller bare en god chance for et.
Det slutter dog ikke der. For nu at holde fodboldsfans fast ved skærmen hele dagen, så diskuteres kampen gerne bagefter, og nogle gange har tv-stationen endog kræset for deres seere. Så er der en tidligere landsholdsspillet i studiet, der kan fortælle hvorfor det gik så godt, eller så galt, og iøvrigt mindes "De gode gamle dage" da han selv var landsholdsspiller.
Så skulle man mene, at det var overstået, men så let slipper vi ikke. I samtlige nyhedsudsendelser efter kampen får vi endnu engang serveret de udvalgte klip. Bare så vi lige får genopfrisket hvad det var vi så for en time siden. Sådan kan man blive ved med at "koge suppe" på den samme kamp. Til sidst kan man det hele i hovedet. Man kunne måske endda selv gøre det efter !
Lad så det være at fodboldsfans åbenbart er et folkefærd der ikke fatter tingene først gang, men skal have det serveret igen og igen, indtil de kan det til hudløshed. Man kan jo ikke gøre noget ved, at man måske ikke er så hurtig i opfattelsen.
Næeh, lad os se på mesterskabskampene ! Em og Vm og hva' ved jeg. Så går hele landet fuldstændig amok. Almindelige borgere forvandler sig pludselig til et stort fastelavnsselskab. de klæder sig ud og maler sig i ansigtet. Og hvorfor ? Fordi "Vi spiller mod x-land". Alle de gange jeg har lagt øre til at "vi" spiller mod et eller andet givet land er utallige, og så kan jeg ikke forstå hvorfor "vi" ikke vinder. Hvis "vi" allesammen skal ind at spille landskamp, så er "vi" da mange flere end det andet hold.
Jeg kender en del mennesker, der ikke interesserer sig for fodbold, men når der er mesterskaber, så bliver de pludselig nationale. "Vi kan ikke ses i dag. "Vi" skal spille mod England". Jeg har aldrig set dem deltage aktivt i en kamp. De sidder bare foran skærmen med deres øl. Og det på trods af, at spillerne mere reklamerer for sodavand end for øl !
Til gengæld er det så aldrig "os" der har tabt. Så er det Danmark, der har tabt ! Underligt ikk' ? Med så mange "spillere", så er det kun sølle elleve mand der får hele skylden. Og det på trods af, at der er nedsvælget adskillige liter øl. Det må da være det der skal til for at vinde en sådan kamp ?!
Jeg er ikke selv det ringeste interesseret i fodbold, som man måske kan fornemme, og det ville aldrig falde mig ind at overvære en kamp. Hverken live eller på tv. Jeg mener, at enten så er man til fodbold, eller også er man det ikke. Jeg er heller aldrig med på hvordan Danmark ligger på verdensranglisten, for det interesserer mig ganske enkelt ikke. Og at skulle overvære en kamp ville være dødsens kedsommeligt, i hvert fald for mig. Med mindre, selvfølgelig, at det er en af de kampe min stedsøn spiller med i - men det er jo også noget helt andet !
Som kvinde må man ikke ret gerne sige det, men jeg er ikke særlig glad for børn. Ikke fordi jeg ikke mener, at de også har ret til at være her, men måske mere fordi jeg aldrig rigtigt har forstået dem. Jeg ved ganske enkelt ikke hvordan jeg skal behandle børn. Hvad i alverden skal man snakke med en firårig om ? Man kan naturligvis give dem ordrer, "Vær nu stille", "Det der må du ikke røre ved", "Gør dit og resten må du ikke", men er det en måde at kommunikere på ?
Min utilpashed ved børn er gengældt. Jeg kan ikke lide dem, og de kan ikke lide mig. Sådan er det bare. Det prøvede jeg da også at fortælle min nye kæreste før vi blev seriøst engagerede. Det var lidt problematisk, da han har hele to af slagsen. Han mente bestemt ikke, at det kunne være rigtigt, og han var overbevist om, at jeg var glimrende til børn. En rigtig "mor-type".
Jeg kan ikke fordrage når andre skal fortælle én hvordan man selv er. Jeg har jo kendt mig længst, og jeg må da være den første til at vide hvordan tingene hænger sammen. Jeg kan ikke klare børn, der bare fiser rundt til en eller anden familiefest og råber og hujer og vælter ting ned af bordet. Det er da frygteligt irriterende. "Sådan er det ikke alle børn der er", belærte min kæreste mig om. "Hvis de er ordentligt opdraget, så kan de også omgås andre mennesker på en hensynsfuld måde, men mange gange keder de sig jo halvt ihjel til disse familiefester, og så kan de da godt blive lidt støjende. Så sender man dem ud at lege." Nå, tænkte jeg - Gør man det ? Jeg har set det alt for ofte. Børnene hujer og skriger, men når de bliver bedt om at lege et andet sted, så skal de hænge hos mor og far. Og man skal ikke sige noget for at irettesætte ungerne. De skal jo have lov til at udfolde sig !
Nu er min kærestes børn ikke helt små. De er blevet teenagere begge to, men sådan nogle er jo også besværlige. Det var med den største nervøsitet, at jeg skulle møde dem for første gang. Det kunne jo ikke gå andet end galt.
Det viste sig dog at "mine" børn var anderledes. De er begge to velopdragne og intelligente. Man kan sagtens kommunikere med dem på et rimeligt højt plan, og de forstår hvad man siger til dem, uden at man behøver at hæve stemmen, eller sige tingene 100 gange. Det overraskede mig at opdage, at disse børn faktisk var "små" mennesker, men nu er det jo også altid anderledes med ens "egne".
De andre kan jeg stadig ikke lide, og det er helt gensidigt. Det prøvede jeg at overbevise min kæreste om, efter at jeg måtte erkende at "vores" børn var pragtfulde. Det troede han heller ikke på. Han mener stadig, at jeg er "mor-typen". Han baserer det på hændelser med at fremmede børn af og til kommer hen til mig på offentlige steder, for at fortælle mig at de har fået nye sko eller ny kjole eller hva' ved jeg, hvorefter de stolt viser nyanskaffelsen frem. Selvfølgelig svarer man dem pænt. Det er man jo opdraget til, men det beviser da ingenting, vel ? At der er nogle stakkels børn der åbenbart må henvende sig til vildt fremmede for at få lidt opmærksomhed er da bare trist. Det er ikke fordi jeg har børnetække !
Og at jeg ønsker mig mit eget barn er vel heller ikke et bevis for at jeg er "mor-typen" ? Jeg mener, dybest set er det vel bare et ønske om, at skabe et nyt menneske i sit eget billede. Altså rent egoistisk. Og så er der jo det, at mit barn jo også ville blive noget særligt ! Jeg kunne sikkert komme til at holde af dette barn, men det ændrer overhovedet ikke min grundholdning ! Slet ikke !
Vi tænker nok ikke så meget over det i dagligdagen, men hvad er det egentligt vi går og drømmer om ? Jeg mener ikke de drømme vi får rodet sammen om natten (de er ofte kaotiske og skal først bearbejdes). Jeg taler om de drømme/ønsker vi har.
Den største drøm er nok drømmen om velstand. Spørg næsten hvem som helst, og de vil svare, at de bare ønsker sig et par millioner. Vores drømme handler i høj grad om materielle ting, men jeg tror ikke vi tænker over, at velstand ikke er lig med lykke ! Et stort hus en dejlig bil og masser af penge...Hva' kan man ønske mere ? Jeg har nogle lidt andre drømme, selv om jeg gerne indrømmer, at penge absolut ikke ville være af vejen. De er bare ikke det væsentligste.
Jeg drømmer om, at blive lykkelig. At vågne hver morgen med følelsen af at nu er en ny dag med spændende oplevelser på vej. Jeg drømmer om, at have et job, som jeg kan lide og hvor jeg føler at jeg virkelig gør gavn. Jeg drømmer om at have en mand der vil elske mig til evig tid, og at vores børn kan få det de ønsker af tilværelsen.
Af de mere materielle ting, drømmer jeg om at kunne rejse rundt i verden. Der er så mange steder jeg gerne ville se, men får jeg dem ikke at se, så kan jeg godt have et udmærket liv alligevel. Det kan jeg ikke med mindre de andre drømme er i hvert fald nogenlunde på plads. Jeg drømmer også om en dag at bo i eget hus. Ikke fordi det betyder så meget om det virkelig er mit eget, næeh - det er bare pladsen der er lidt trang hvor jeg bor nu. Og jeg ville jo gerne have mit eget lille stykke jord, som jeg selv kunne "forme".
Der er da en masse andre materielle goder, som jeg godt kunne tænke mig, men de er ikke så vigitge for mig, at jeg ikke kan overleve uden. Det er mere ønsker end drømme, og de kan muligvis blive opfyldt hen ad vejen. Drømmene er de store og vigtige ting. I hvert fald vigtige for mig.
For mig er nogle af mine drømme allerede gået i opfyldelse. Jeg har været ude at rejse. Ganske vist kun en enkelt gang, men turen gik til Californien, og det er noget af en rejse ! Det er en drøm jeg har haft siden jeg var barn. Jeg ønskede at se noget af Amerika. Det har jeg nu, og desværre var det en stor skuffelse. Det var bestemt ikke sådan jeg havde forestillet mig det i drømmen, men nu har jeg prøvet det, og jeg ville ikke være foruden den oplevelse. Nu drømmer jeg om at rejse andre steder hen. Ikke store drømme. Måske bare en tur til Grækenland, for der har jeg aldrig været.
At vågne op og være glad og forventningsfuld hver morgen er ikke lige opfyldt endnu. Det tror jeg heller aldrig det bliver, for uanset hvor godt man har det, så er der stadig noget man ønsker, og så bider det sig selv i halen, men stort set er jeg nok et positivt menneske, så den er også nogenlunde på plads.
Jeg nærer ingen tvivl om, at manden i mit liv vil elske mig til evig tid. Den drøm er helt på plads. Der skal ikke rokkes ved det. Børnene kommer hvis det er os forundt, og hvis ikke, så har jeg nogle skønne "papbørn", som jeg holder meget af. Så den er også på plads.
Den eneste drøm, der endnu ikke er gået i opfyldelse er drømmejobbet. Det har jeg ikke fundet endnu, men det giver mig bare anledning til at blive ved med at søge efter det. Jeg tror på, at det kommer. Jeg skal nok finde min plads i samfundet.
Det vigtigste for os alle er ikke gods eller guld, men at vi trives i vores hverdag. Vi kan sagtens ønske os at vinde millioner i lotto, og jeg tror det er vigtigt at vi bevarer vores drømme, men i bund og grund handler det bare om at vi skal være tilfredse med det vi har. Og hvis vi ikke er det, så må vi arbejde på at gøre det bedre. Så kan vi bevare drømmene, og samtidig få vores udgangspunkt til at nærme sig det vi virkelig ønsker. Få det bedste ud af det vi har, og stræbe efter at gøre det perfekt. Så kan vi altid spare sammen til pelsen, rejsen til Amerika eller den nye bil.
Det sker for os allesammen, at vi mister en vi holder af. Der er forskel på hvem man mister, og hvordan. Man kan miste den man elsker, ved at denne simpelthen forlader en, og det gør forfærdeligt ondt. Dog er der så et håb om, at man i hvert fald kan se den elskede fra tid til anden. Det gør det nok ikke nemmere, men måske en smule lettere at bære.
Den anden måde, man kan miste på, er ved at den elskede dør. Her er der ingen mulighed for at se vedkommende igen. Man skal aldrig mere høre den elskedes stemme, eller være sammen med vedkommende. Så er det definitivt slut, og der er ikke mere håb tilbage.
Jeg har for nylig mistet min far, som jeg elskede over alt på jorden. Det er utroligt svært for mig at fatte, at jeg ikke mere skal se ham i live, at jeg aldrig mere kommer til at snakke med ham, eller give ham et ordentligt kram. Jeg mener, den ene dag var han her, og den næste var han væk, for aldrig mere at vende tilbage. Det er underligt, og temmelig tomt.
Min far var temmelig syg af lungecancer. Dog kunne man ikke se det på ham, og han havde slet ingen smerter - "bare" vejrtrækningsbesvær. Han havde ikke luft nok til bare at rejse sig op fra stolen, og bare noget så elementært som at vaske sig kunne han heller ikke til sidst. Det krævede for meget lungekapacitet, og det havde han bare ikke mere.
At se et familiemedlem, som ellers har været utrolig aktiv, gå hen at blive så fuldstændig afhængig af andre menneskers hjælp, er ganske forfærdeligt. Min far led ikke rent fysisk, men han havde det elendigt psykisk. Netop fordi han var helt klar over, hvor hjælpeløs han selv var blevet. Hele hans sidste leveuge blev han ved med at gentage, at han var ttræt af det her - ligesom man er træt af at være forkølet!
Jeg savner min far i dag, men jeg har accepteret, at han er taget videre. Jeg tror på, at der er en form for eksistens efter dette liv, og jeg er overbevist om, at han venter på mig på den anden side. Så i stedet for at sætte mig ned og have frygteligt ondt af mig selv, vil jeg hellere se frem til den dag, hvor jeg endelig skal se ham igen.
Det er ikke nemt at håndtere et dødsfald i familien, og jeg er hverken hjerteløs eller følelseskold, selv om det måske kan se sådan ud udefra. Jeg har ikke grædt (ret meget), for min elskede far har fået fred, og jeg bør være glad på hans vegne for, at det ikke blev værre end det allerede var. Jeg har skam hørt frygtelige historier om hvordan cancerpatienter dør, og jeg må indrømme, at jeg var rædselsslagen. Ikke for at han skulle dø - det skal vi jo alle - men for at han skulle komme til at lide i måske både måneder og år. Det værste der kan ske, i hvert fald for mit vedkommende, er at dem jeg elsker kommer til at lide, og jeg bare kan stå og se hjælpeløst til. Det ville have slået mig ud.
Så til alle jer andre der har mistet en elsket person.... Lad os glæde os over, at den vi elsker har fået fred. Lad være med at være vrede over at blive ladt tilbage, men lad os se frem til at se dem igen - På den anden side. Vi siger ikke farvel, men på gensyn.
Jeg kan huske dengang jeg som barn og ganske ung var med mine forældre ude på besøg hos familie og venner. De bemærkninger der faldt med "Hvor er du blevet stor", eller "Da jeg var i din alder", var noget af det mest irriterende man kunne udsættes for.
Det der så virkelig kan skræmme mig, er når jeg i dag hører de selvsamme sætninger flyve ud af min egen mund.
Hvordan i alverden kan det lade sig gøre?
Jeg har jo lovet mig selv, at når jeg blev voksen ville jeg i hvert fald ikke sige sådan noget sludder.
Ikke desto mindre synes jeg at "Da jeg var på din alder" somme tider er helt på sin plads, men sådan en bemærkning får mig til at føle mig som en bedstemor... HOV - Jeg er jo bedstemor!
Godt nok har jeg ikke selv fået hverken børn eller børnebørn, men jeg har jo giftet mig til dem, og jeg har sådan set også alderen til det.
Alene det, at man må erkende at man er blevet en gammel tudse, går mig lidt på, for indeni er jeg jo stadig kun et pjattet, legesygt barn... og så længe er det jo heller ikke siden at jeg var teen-ager, vel?
Svaret er JO!
Det er rigtigt længe siden at jeg var teen-ager, eller også er det bare alderen der ændre på tiden.
Dengang jeg var barn var tiden nemlig helt anderledes, og børn ældes meget hurtigere i dag, end de gjorde dengang!
Jeg sprang jo ikke en masse år over, lige som jeg opdager at mine venners børn gør i dag.
Den ene dag er man med til deres barnedåb, og en uges tid efter er de blevet studenter.
De er vokset gevaldigt i den mellemliggende tid, mens man selv overhovedet ikke er blevet en dag ældre...!
Dog er det underlige, at hvis man møder en af sine legekammerater fra barndommen, eller en skolekammerat, så ser de allesammen frygteligt gamle ud.
Det er som om alle andre virkelig bliver påvirket i negativ retning af deres alder, mens man selv bliver ved med at se ud som man hele tiden har gjort
Hvor er man dog utrolig heldig, at det i hvert fald ikke er en selv der ser så gammel ud, eller bruger de gamle forslidte sætninger... medmindre de er berettigede, naturligvis.
Jeg kan lige så godt erkende det. JEG HADER AT FLYTTE! Først så skal man have alting pakket ned, så man i de sidste 14 dage før flytningen ikke kan finde noget som helst, og når man så skal til at pakke ud igen, så har tingene på magisk vis byttet kasser, og ligger slet ikke dér hvor man pakkede det ned.
Indrømmet, selve nedpakningen er ikke så slem, for man kan godt vente med de vigtigste ting til allersidste øjeblik, men for at kasserne ikke skal blive for tunge, så er man nødt til at blande indholdet lidt (det ER ikke nogen god ide at pakke leksikonet ned samlet - jeg taler af erfaring!), og så er det at problemerne opstår, når man skal finde det igen. Ligeledes med møbler der skal skilles ad og samles igen. Det lykkes som regel altid at miste en eller anden meget vigtig skrue eller en speciel bolt, der er vital for at skidtet kan hænge sammen, og det på trods af at man har været meget omhyggelig med at pakke det sammen i små poser, som man pænt vedhæfter møblet. Når det skal samles, så er den vitale skrue bare forsvundet.
Udpakningen er til gengæld rigtig træls, for her skal man så igennem alle 50 kasser (eller mere), for at finde lige præcis de ting der hører sammen, og når alt er nyt, så har intet jo endnu deres faste pladser, og man får anbragt ting på steder, hvor de er stort set umulige at finde igen.
Selv når man mener, at nu har man pakket ud og er kommet på plads, så starter man stadig større eftersøgninger, for at finde en af de ting, som man havde lagt på et sted hvor den umuligt kunne blive væk... man kan bare ikke lige huske hvor det nu var. Og tingen er fuldstændig forsvundet ud i flytte-tomrummet, og den bliver ikke fundet før man har opgivet og investere i noget nyt.
Så ligger den til gengæld også lige foran næsen på en, og på det mest logiske sted, hvor man iøvrigt har ledt efter den de første 37 gange uden held. Jeg har en mistanke om, at der findes sådan en "Twiligt zone" for små genstande (eller større genstande) under en flytning. Dér forsvinder tingene så hen, mens man leder som en gal efter dem, og de kommer så først retur, når man ikke længere har brug for dem.
Den ultimative løsning når man nu skal flytte må være at man efterlader alle sine gamle ting på sin fraflyttede bopæl og anskaffer sig nye helt fra bunden af. Eneste problem er så, at man har en uvurderlig "dims" som ikke længere kan skaffes, og som ganske enkelt er livsnødvendig for ens videre overlevelse. Det er netop disse "dimser" der forsvinder i "The Twiligt zone", og så længe man har brug for dem, så vender de ikke tilbage. Til gengæld kan man så finde masser af totalt ubrugelige ting, som man har gemt i årtier, men aldrig nogensinde haft brug for, og sikkert heller ikke får brug for nogensinde... medmindre man smider dem ud!
Jeg håber ikke at jeg skal flytte mere!
Nu er det ikke fordi jeg egentligt har haft de store drømme om at få mit eget hus eller at eje noget. Jeg har sådan set altid været ret godt tilfreds med at bo til leje, for jeg har altid følt at mit lejemål var mit. Jeg har glad og gerne foretaget de forbedringer der skulle til, for det kom jo mig selv til gode, og skulle jeg flytte fra disse forbedringer en dag, så kunne jeg jo bare lave nye forbedringer det nye sted.
Men der er så flere problemer med en lejebolig. For det første, så er der som regel en årelang ventetid, og er man i en presset situation, så er man nødt til at tage det man kan få fremfor det man virkelig ønsker.
For det andet, så er der prisen. En god lejebolig er bestemt ikke billig, for lejepriserne følger jo udbud og efterspørgsel, så priserne er presset godt i vejret, og har man endelig fået muligheden for at få drømmeboligen, så er det på bekostning af småfornødenheder, såsom mad, el, forsikring og andre "småting".
I en lejebolig kan man heller ikke "bare" bygge om, eller sætte nyt køkken eller bad op. Der skal søges om tilladelse, og man skal som regel selv bekoste det hele, da vedligeholdelseskontoen kun dækker maling og tapet. Det er bøvlet at få tilladelsen, og det kan blive rigtig dyrt specielt hvis man så af en eller anden årsag er nødsaget til at flytte.
Nu har jeg boet i lejebolig i hele mit liv, indtil for et halvt år siden. Vores daværende husvært ville gerne sælge det hus vi havde lejet af ham, og så bestemte vi os for at finde vores eget, hvor vi kunne være sikre på, at der ikke kom nogen og ville sælge det hen over hovedet på os.
Og prisen var så en anden årsag til at vi ville prøve at få vores eget hus, for rent faktisk kunne vi sidde billigere i eget hus, end vi kunne i en lejebolig, og så er der heller ikke nogle restriktioner omkring husdyr. En meget vigtig detalje for os, da vi elsker dyr og har nogle stykker af slagsen. (pt. 2 hunde og 3 katte.)
Så min mand og jeg kiggede huse. Vi kiggede på rigtigt mange huse. Ikke sådan at forstå, at vi var ude at få fremvist mange huse, for en masse af dem blev kasseret da vi så beliggenheden. Vi var ret enige om at vi ikke skulle bo alt for centralt, da vi har fritløbende katte, og også gerne vil have et sted, hvor hundene har mulighed for at få jord og græs mellem poterne.
Og så skulle prisen heller ikke være alt for høj, for vi skulle jo gerne have råd til at blive siddende i huset, også når vi engang går på folkepension, så det var noget af en opgave.
Da vi så huset vi bor i nu, vidste vi at vi havde fundet det rigtige. Vi havde ikke set huset indvendigt, men det så pænt ud udefra, og beliggenheden var bare perfekt. Prisen lå lige under de 600.000, som vi havde kalkuleret med at kunne overkomme, så det måtte bare ses og prøves.
Huset var også indvendigt i rigtig pæn stand, omend med meget lav loftshøjde. Nu er min mand og jeg ikke ret høje og vi havde ingen problemer med lav loftshøjde, så vi købte huset.
Og det har vi ikke fortrudt et øjeblik. Her er måske lavt til loftet, men udenfor er der frit udsyn til alle sider. Vejen der går lige udenfor døren er en grusvej i ikke alt for god stand, så den trafik der er her er aldrig i høj fart. Det er ganske enkelt en umulighed at køre stærkt.
Der er dog et par ting man lige skal tage hensyn til, når nu man selv er husejer. Her er godt nok centralvarme (oliefyr), men der er altså ingen varmemester, som sørger for at der bliver fyldt olie på tanken. Det skal man selv gøre. Dette erfarede vi i slutningen af februar måned.( Vi flyttede ind 1. februar) Vi havde købt "restlageret" i olietanken, men der var altså noget mindre i end vi havde betalt for, så pludselig var tanken løbet tør og vi FRØS! Det blev heller ikke til meget badning i de to døgn vi var uden varme, selvom der er elvandevarmer i huset. Det varme vand blev mest brugt på opvask.
Nu er sommeren så over os, og hele landskabet herude er som forvandlet. Der er grønt til alle sider så langt øjet rækker. Her er fred og ro, og når jeg går ud i haven slår det mig, at denne jord er min. Huset der står på den er mit, og jeg kan stort set gøre hvad der passer mig.
Jeg synes ikke selv at jeg er blevet kapitalist, men jeg må nok erkende at min kommunistiske grundholdning bliver lidt flosset i kanten, når jeg kigger på hus og grund og tænker MIT. Jojo, jeg er blevet husejer!
Jeg kan huske "De gode gamle dage", hvor vi danskere snakkede meget om forbudslandet Sverige. Tænk, de kunne ikke engang gå ind i en alm. forretning og købe sig en øl eller en flaske snaps, og vi rystede på hovedet af denne form for kontrol og overvågning. Nu er vi dog ved at overhale Sverige som forbudslandet, for nu blander regeringen sig i hvor vi må ryge henne.
Jeg synes det er fint at rygning bliver bandlyst på offentlige steder, og hermed mener jeg offentligt ejede steder. Der er en vis logik i, at der ikke må ryges, dér hvor vi allesammen er nødt til at komme af den ene eller den anden årsag. Jeg tænker på i den forbindelse på offentlige kontorer/myndigheder. Til gengæld kan jeg ikke se hvorfor nogen skal blande sig i, om man må ryge i privatejede forretninger.
Restauranter og beværtninger på mere end 40 kvm har pludselig fået påbudt at der absolut ikke må ryges, og dette fatter jeg ikke. Det er i den grad umyndiggørelse af befolkningen og yderst ydmygende. En anden ting er så at jeg mener det er en privat sag om man ønsker at ryge eller ej. Jeg tror at vi alle er klar over at der er en sundhedsrisiko ved rygning, men det er der altså også ved indtagelse af alkohol, men det bliver måske det næste der bliver forbudt?
Jeg er selv ryger, men derfor er jeg da godt klar over at det er en last, men for mit vedkommende er det en last jeg godt kan leve med, og jeg kan slet ikke se at den skule være værre (eller bedre) end alkohol. Jeg er aldeles rasende over at nogen skal bestemme om jeg skal ryge eller ej, og hvis jeg skal ud at have en god middag, så vil jeg også gerne have muligheden for at ryge en cigaret bagefter - helst til min kaffe. Som det så er nu, så går restauranten glip af mine besøg, for jeg har slet ikke lyst til at komme et sted hvor jeg ikke må dyrke min last i fred, og jeg tror ikke at jeg er den eneste der har det sådan. Og hvor går den økonomiske plan så henad? Jeg mener, hvis kunderne falder fra pga. et tåbeligt forbud, så kan forretningen risikere at gå neden om og hjem, og det kan da ikke gavne den danske økonomi.
Og det er altså ikke så svært at tage hensyn. Man kan lave ryger og ikke-ryger afdelinger på beværtninger og spisesteder. Det er gjort i andre lande, så det kan sikkert også lade sig gøre her. Man har lavet rygerum på virksomheder og i offentlige institutioner, og her kan ikke-rygerne jo bare holde sig væk fra. Denne umyndiggørelse af befolkningen finder jeg fuldkommen hen i vejret, og jeg gruer for fremtiden. Når et sådan forslag kan gennemføres, hvad bliver så det næste? Alkohol forbud? Tvungen diæt til de overvægtige? Tvangsfodring af de undervægtige? Tvungen motion til alle de "dovne"? Alt sammen naturligvis i sundhedens hellige navn, men hvor er livskvaliteten blevet af, når vores frie vilje pludselig ikke længere er til stede?
Jeg vil skynde mig at tænde en cigaret, før de forbyder mig at ryge i mit eget hjem!
Et af mine absolut største ønsker som barn var at få en hund, men da vi har boet i lejet lejlighed i hele min opvækst, så var husdyrhold ikke hverken tilladt eller optimalt. Vi boede 2 voksne og 3 børn i en 2-værelses lejlighed, så der var ikke meget plads til begejstring.
Da jeg blev voksen selv var hund heller ikke lige til at anskaffe. For det første havde jeg slet ikke økonomien til at holde hund, og jeg boede i etageejendom, hvor husdyrhold ikke var tilladt. Jeg måtte nøjes med en undulat og et par kaniner, og det er altså ikke helt det samme.
Jeg boede i en ungdomshybel (et-værelses uden køkken), da jeg alligevel fik min første hund. Det var et arvestykke, da min moster pludselig gik hen og døde, og der så var efterladt en pudsigt udseende blandingstæve på ca. 9 år. Da hunden jo ikke fejlede noget, og straks valgte mig som ny ejer, så adopterede jeg hende og gav hende de sidste gode år hos mig. Det var nogle pragtfulde år både for mig og hunden, og jeg græd mine modige tårer, da jeg måtte lade hende aflive pga. kræft.
Jeg anskaffede mig ikke nogen ny hund, da jeg jo havde haft Dina ganske ulovligt. Jeg kunne ha' risikeret at blive sat på gaden, så der skulle gå en del år før hunde atter blev en del af mit liv.
Det blev de så i 2002, da min mand og jeg rykkede teltpælene op fra København og flyttede langt ud på landet. Når man skulle bo så afsides, så måtte man da også have hund, så jeg begyndte at kigge efter hunderacer på nettet. Min mand var ved at få svip af mine iiihhhh og åååårhhh-udbrud over diverse hvalpe, men vi købte ikke nogen hund, for jeg kunne ikke bestemme mig, og pengene var heller ikke så store.
Da vi var flyttet fik jeg så til min første fødselsdag (ca. 14 dage efter flytning) overrakt en lille billedbog med fotos af den kæreste lille labradorlignende hvalp. Han var helt lys, og naturligvis ikke til at stå for. Jeg fik ham ikke da han var 8 uger, for de første 2 måneder efter flytningen boede vi midlertidigt hos svigermor, og her var der ikke lige plads til en lille hvalp. Vores nye residens var først klar til indflytning efter 2 måneder. Derfor det midlertidige ophold hos svigermor.
Men da Vaks var 12 uger flyttede han så ind hos os, og det var en helt ny oplevelse. Jeg havde ganske vist haft hund før, men det havde jo været en gammel hund, som havde sine vaner og opdragelsen nogenlunde på plads. Her fik jeg en helt ny hvalp, som jeg pludselig skulle lære det hele fra bunden. Det var noget af en opgave.
Først var der renligheden... Jeg klagede min nød til vennerne med hunde, for blev denne hvalp dog aldrig renlig? Dette nødråb kom efter 14 dage. Jeg havde meget at lære! Vaks var renlig efter ca. 3 uger, så jeg har senere erfaret, at det bestemt ikke var en langsomt opfattende hund.
Nu havde jeg jo i mine teenageår passet masser af hunde, for hvor andre tøser passede børn, dér passede jeg hunde, så jeg troede jeg vidste en masse om hunde. Det gjorde jeg IKKE!
Vaks var en dejlig og meget kærlig hvalp, og han passede godt på både vores katte og senere på vores lille barnebarn, men da han var omkring 7-8 mdr. var vores selskab altså ikke nok til ham. Han havde ødelagt adskille par briller, sko og diverse stykker tøj, og det var tydeligt at han simpelthen kedede sig. Vi kunne ikke aktivere ham nok, og han var ved at udvikle sig til en problemhund. Han blev naturligvis gået med og leget med, men hans energi syntes uudtømmelig, så jeg luftede forsigtigt ideen om at han fik en legekammerat til min mand. Den ide var han helt med på, og jeg begyndte endnu en gang at kigge efter hund. Denne gang skulle det dog være en halvstor hvalp på Vaks' egen alder og nogenlunde hans størrelse, så det var en han kunne brydes med uden at nogen kom til skade.
Der skulle dog gå adskillige måneder før vi fandt den rette hund som legekammerat til Vaks, men da Hans kom på "besøg" første gang var det præcis som om tingene faldt i hak. De to glade (og aktive) drenge legede i 12 timer i træk den første dag de var sammen, og Hans blev købt og betalt på stedet. Så han kom aldrig "hjem" fra sit besøg.
Der gik nogle år, og så flyttede vi fra det lejede hus til et nyt hus, som vi så selv købte. På dette nye sted havde naboen to tæver og da de altid fik lov til at rende frit, så blev Vaks altså far. Hans var steril da vi fik ham, så ingen problemer der.
Men endnu engang blev der sankekt hvalp, for det kunne jo være morsomt at have sådan en "af egen avl"... Manden gav grønt lys, og så flyttede Oy ind 8 uger gammel.
Nu havde jeg jo haft hvalp før og jeg troede jeg havde helt tjek på hvordan sådan noget foregik, men det havde jeg overhovedet ikke. Oy var næsten et år om at blive renlig, og det var endda det mindste af det. Han har udviklet en udtalt forkærlighed for mine sutsko. Specielt er han glad for den højre, men han har også et specielt forhold til gulvbelægning. Han har ødelagt gulvtæpper (væg-til-væg) i ikke mindre end 3 rum, plus at han har spist en del vinyl. Han har gnavet et hjørne af sofaen (er det så stadig en hjørnesofa, mon?). Han har ødelagt dyner, hovedpuder, bøger, dørmåtter og vigtige papirer. En enkelt mobildtelefon er der også røget, men jeg er nu ikke sikker på at det var Oys fortjeneste, men var en af Maggies utyskestreger. Maggie er Oys halvsøster, som også boede her en kort overgang.
Men hvad har jeg så lært om hunde? - De skal ALTID ud når det er dårligst vejr. Kommer der en gevaldig tordenbyge, så er det dér de er allermest trængende. - Det første år skal man ikke regne med at kunne se en hel film i tv. Det bliver til en masse kortfilm uden nogen rigtig sammenhæng. - Det at anskaffe hunden er den billigste pris i forløbet. Det de "hærger" for er væsentligt dyrere. - Når man har gået en time eller mere med den endnu ikke renlige hvalp, så venter den til man er kommet sikkert hjem FØR den besørger på gulvtæppet. - Velopdragen hunde er ikke noget der kommer af sig selv med tiden. Det er drønhårdt arbejde. - Man skal ikke lade sin frokost stå ubevogtet med store hunde i huset! - Man skal ikke købe nyt gulvtæppe umiddelbart før man anskaffer sig en hvalp/hund. - Ens egne hunde er altid de smukkeste og mest velopdragne, også selvom andre ikke kan se det!
Til sidst kan jeg så sige at nu har der jo vandret nogle hunde gennem huset her. Jeg opdagede nye sider af Vaks da jeg forsøgte at integrere en ny hanhund (voksen) i huset. Det gik slet ikke. Jeg måtte opdele huset i to dele mens vi havde en løbsk tæve i huset, da hannerne (de fertile) ellers ville ha' slagtet hinanden for at komme til. Men Vaks, Hans og Oy bor her så permanent, og jeg skal ikke have flere hunde før de alle er væk. De udgør en rigtig god flok i dag, og trives godt med hinanden og kattene. Alle passer på alle.
Og barndomsdrømmen er i den grad gået i opfyldelse. Der er mange problemer med at have en hund eller i mit tilfælde 3, men det opvejes så rigeligt af de positive oplevelser man får med dem.
Jeg lever gerne med et hjem med et lettere "slidt" udseende. Jeg må stadig gemme mine sutsko væk når ikke jeg har dem på, og sokker SKAL lægges i skuffen, men vores dyner, puder og gulvtæpper får nu lov til at være i fred, så det var altså mere en hvalpeting. Og uanset hvad, så ville jeg ikke have undværet en eneste af hundene. De har vist mig at drømme kan gå i opfyldelse, men at det altså ikke er rosenrødt det hele.