Denne side vil løbende blive opdateret, alt efter, hvor stor min inspiration er og efter hvor meget tid, jeg har til min rådighed. Der vil ikke være nogen "rød tråd" gennem temaerne for historierne. Det bliver mere bare, hvad der nu lige falder mig ind. Jeg har ingen store ambitioner om at kunne måle mig med de "rigtige" forfattere. Dette er udelukkende for min egen fornøjelses skyld, og hvis det så også kan glæde dig, så er mit mål egentligt nået !

Kærlighed er mangfoldig
Der er en til os allesammen
Den grimme ælling

Kærlighed er mangfoldig

Den sene efterårssol faldt smukt ind på blomsterne. Som hun stod der over hans sidste hvilested, med solen  strålende fra en klar septemberhimmel, kunne hun næsten føle noget Guddommeligt i stemningen.
Hvor have hun dog mange gange fået at vide, at hun slet ikke var i stand til at elske. Hvor havde hendes omgangskreds ofte ladet hende høre for, at hun ikke havde anskaffet sig en mand. De havde ment, at hun var for sær til at kunne leve sammen med nogen, men hun havde vist dem.

De sidste tretten år havde hun levet sammen med Peter, ved hvis grav hun nu stod. Han havde nået sit livs efterår, og nu var han gået bort. Hun sukkede. Hun ville savne ham.

Hun vidste godt, at hun måske ikke var lige som alle andre, og hun vidste også, at hun måske stillede større krav til dem hun gav sit venskab. Derfor blev hun betragtet som en kold og kynisk kvinde, ude af stand til at elske. men det passede ikke. Hun havde elsket Peter af hele sit hjerte, og hun havde ingen anelse om, hvordan hun skulle leve uden ham. De to havde forstået hinanden. Nu var hun jo heller ikke ung mere, og man blev ikke omgængelig med årene. Specielt ikke, når man havde fået indøvet en rytme med den man levede sammen med. Næeh, Peter kunne ingen nogensinde erstatte.

Da hun mødte Peter, havde hun indstillet sig på, at hun måtte leve sit liv alene, men han havde talt til hendes hjerte. Hvor havde han dog været sølle. Ude af stand til at tage vare på sig selv, og tørstende efter opmærksomhed. Hun var faldet for ham med et brag. Måske var det ehndes slumrende moderinstinkter, selv om ingen troede på, at hun havde nogle. I hvert fald havde hun fået sat skik på Peter. Hun havde givet ham al den opmærksomhed og kærlighed hun kunne yde, og havde fået den flerfold retur.

Hun kunne jo også se hvordan Peter efterhånden var blomstret op. Han havde fået mere selvtillid, og blev pludselig i stand til at passe på hende. Måske var det hende, der havde beskykket ham i starten, men lidt efter lidt var rollerne blevet byttet om. Peter havde passet så godt på hende. Havde fået hende til at føle sig helt tryg. Selv i den allersidste tid, hvor alderdomstegnene var begyndt at sætte ind, havde han beskyttet hende. Det havde været nogle gode år.

Hun var lige glad med hvad hendes omgivelser syntes om Peter. Hendes bedste veninde havde været chokeret første gang hun mødte ham.
- Pernille, havde hun sagt i en bebrejdende tone - Hvad vil du dog med sådan et skrog ? Det kan du altså gøre bedre. Så ensom er du da heller ikke.
Hun havde overhørt fornærmelsen, og blot smilet.
- Jeg elsker ham, havde været hendes eneste svar.
Og det havde sat en stopper for alle yderligere bemærkninger.

Det var dog ikke alle steder hun nu var velkommen, for hun gik aldrig nogen steder uden Peter, og han var ildeset hos nogle af hendes bekendte. Hvis Peter ikke var velkommen, så besøgte de ikke disse steder. Så kunne de hygge sig hjemme i deres eget lille hus, og om sommeren var de altid ude at nyde den frie natur, da de begge elskede både skov og strand. De havde ikke savnet selskab så længe de bare havde hinanden.

Hun var helt klar over, at det ville blive svært nu. Peter var ikke mere, og hvad havde hun så tilbage ? Der ville blive tomt i huset derhjemme. Tomt og stille. Hun sukkede igen, arrangerede blomsterne endnu engang og vendte sig og skuede ud over resten af haven. Den så trist ud, selv i det klare solskin. Som om selve haven sørgede over Peters bortgang. Nu lå han på sin yndlingplads under æbletræet, hvor han så ofte havde søgt skygge i de varme sommertimer. Hun samlede redskaberne hun havde brugt sammen. Hun ville sætte dem i skuret, og så ville hun lave en gravsten til ham. Peter havde været hendes bedste ven, og hendes ledsager og beskytter i de sidste tretten år. Han fortjente en gravsten. Så kunne alle sige, at hun var tosset, og at det jo "kun" var en hund. Hun havde elsket ham uendeligt. Kærlighed er mangfoldig tænkte hun, og gik ind for at gå i gang med opgaven, hun havde sat sig for.

Til top

Der er en til os allesammen

- Jeg ved en hemmelighed. Monica kiggede listigt op på sin mor, fra sin plads ved morgenbordet.
- Nå, sagde Susanne, og sænkede avisen for at kigge på sin 5-årige pige. - Så må du jo ikke fortælle den til nogen, vel ?
Monica så skuffet ud.
- Men det er om Jesper, fortsatte hun prøvende. Hun ønskede at vække Susannes nysgerrighed, og det lykkedes.

Jesper var den ældste. 21 år var han blevet. En sød og dejlig dreng, som slet ikke var planlagt. Han havde meldt sin ankomst før Susanne havde færdiggjort sit studie til dyrlæge, og de var blevet enige om, at det nok var bedst, at Susanne så ventede med at gøre det færdigt, til de kunne klare sig økonomisk. Hun havde lagt drømmene om at blive dyrlæge på hylden. Der var lige som aldrig kommet penge nok til huse. Det var dyrt, at få et barn, men Susanne havde ikke fortrydt et sekund. Jesper var en kærlig og dejlig dreng, og der havde aldrig været de store problemer med ham. Det skulle da lige være hans tilbagetrukkethed mens han gik i skole. Han havde sjældent nogen kammerater med hjem, og da han kom i puberteten var der aldrig nogen piger. I hvert fald ikke nogen han havde præsenteret hjemme. Han var flyttet hjemmefra for tre år siden. Han var kun lige fyldt 18, så ville han ud for sig selv. Susanne var ikke bekymret for, at han nok skulle klare sig selv. Han havde altid været meget fornuftig, men hun vidste meget lidt om sin søns liv. Joeh, Monica havde vækket hendes interesse.

- Jamen, så går det jo nok an at fortælle den, sagde Susanne smilende, og hendes lille efternøler lyste synligt op.
- Jesper har fået en kæreste, røg det ud af hende.

Hun kiggede triumferende op på Susanne, og fik nøjagtig den reaktion af overraskelse, som hun havde regnet med. Tilfreds lænede hun sig tilbage. Susanne måtte beundre sin datters kropssprog. Hun kunne få sagt, "HA. Der fik jeg dig!", uden overhovedet at behøve at åbne munden.

- Hvor ved du dog det fra ?
- Jeg så dem kysse, kom det stolt fra den lille. Hun havde lagt armene over kors og havde en mine på, som stærkt udtrykte, "Er jeg ikke dygtig til at opdage ting ?" Susanne ville have moret sig, hvis ikke hun havde været så overrasket.

- Hvad hedder hun ? Susanne kunne ikke lade være med at spørge, selv om hun godt vidste, at det ikke var pænt af hende at pumpe pigen for oplysninger, når nu det var en hemmelighed.
- Det er en hemmelighed, svarede Monica og kneb munden sammen.
Det betød, "Så er det slut med oplysningerne" og Susanne vidste af erfaring, at nu nyttede det ikke noget at forsøge mere. Monica var måske ikke så gammel, og hun kunne ikke helt holde på en hemmelighed, men hendes følelse af ansvar var stor, og når hun havde afgivet et løfte, så holdt hun det så godt hun kunne.

Susanne kiggede på uret. Det var ved at være tid til at komme afsted.
- Du skal vist også til at gøre dig klar, sagde hun til pigen. - Du skal i børnehave nu. Nu rydder jeg af bordet, så kan du pakke din taske imens.
- Tak for mad, sagde Monica og fløj ud af køkkenet som en hvirvelvind.

Da hun havde sat Monica af ved børnehaven kørte hun videre til kontoret. De havde ikke haft råd til hendes dyrlægestudier, men hun havde da taget en sekretæruddannelse på aftenskole, da Jesper var begyndt at gå i børnehave, og nu var hun ansat i et mindre firma som chefsekretær. Hun trivedes godt med jobbet, selv om der ikke var de store udfordringer i det. Så kunne hun lade tankerne vandre mens hun ordnede rutineopgaverne, og det passede hende glimrende.

Hun tænkte på Jesper. Han havde på en eller anden måde altid virket så ensom. det var det eneste ved ham, der virkelig gik hende på. Han var sådan en køn dreng, men han havde ikke haft skolekærester lige som hun selv havde haft det. Lennart, hendes mand, havde ikke været bekymret. "Herregud, Susanne. Han er da alt for ung til at binde sig." Det havde været Lennarts standardbemærkning gennem årene, men Susanne havde alligevel undret sig. Hun mente jo ikke, at det var "bindende" at have en skolekæreste, eller flere. Hun havde da selv haft en masse, men måske var det anderledes for drenge, selv om hun da havde observeret hvordan drengene også skiftede deres kærester ud med jævne mellemrum.

Grunden til at hun gik så meget op i det, va nok, at hun mente, at Jesper fortjente en søde pige. Han var så hensynsfuld og så kærlig, at han så også var en køn dreng gjorde vel ikke sagen værre ? Hvorfor var der så ingen piger, der havde kigget til hans side ? Susanne forstod det ganske simpelt ikke. Men nu var det måske blevet anderledes. Monica havde set ham kysse en pige, og havde lovet ikke at fortælle noget om det. Hvor Susanne dog glædede sig til at møde den udvalgte. Hun glædede sig på Jespers vegne. Endelig havde han måske også fundet sig en livsledsager.

Susanne havde jo været lidt efter ham.
- Hvorfor finder du dig ikke en kæreste, Jesper ? havde hun ofte spurgt lige da han var flyttet hjemmefra.
- Årh Mor. Der er ikke nogen til mig, havde han slået det hen.
- Pjat. Der er en til os allesammen. Du skal bare gå lidt mere ud i stedet for altid at sidde hjemme og hænge over bøgerne.

Jesper læste til dyrlæge til Susannes store glæde. De delte interessen for dyr og utallige smådyr var blevet taget ind i deres familien gennem årene. Jesper havde altid taget sig kærligt af dem, og Susanne kunne ikke undgå at føle sig lidt stolt. "Som Mor, så søn."
- Men jeg vil have min eksamen, Mor, havde han protesteret. - Jeg vil først og fremmest være dyrlæge, så kan det andet måske komme senere. Jeg har ikke tid til at gå ud og lede, og det interesserer mig heller ikke lige nu.

Og sådan havde alle deres samtaler drejet sig. Det var studierne først, så måtte det andet komme senere. Susanne kunne ikke så godt argumentere imod det. Hun forstod det jo så godt. Hun havde ikke fortrydt sin beslutning om at opgive studierne, men hvis hendes søn havde chancen, så skulle han også benytte sig af den. Hun var bare bange for, at der var alt for lidt kærlighed i hendes søns liv.

Samme aften ringede Jesper. De havde lige spist aftensmad og Monica var gået over til en legekammerat, hvor hun også havde fået lov til at overnatte. Det var fredag aften, så ingen skulle tidligt op i morgen. Det var Lennart der tog telefonen.
- Det er Jesper. Han spørger om vi har tid til at komme over at få kaffe, sagde Lennart, mens han holdt over tragten. Susanne nikkede ivrigt.
- Det vil vi gerne, svarede Lennart ind i røret. - Vi er der om en halv time.

Susanne havde ikke sagt noget til Lennart om hvad der var foregået ved morgenbordet. Lennart syntes nemlig at drengen var utrolig fornuftig, idet han ikke ville lade sig distrahere af sværmerier, men passede sine studier perfekt i stedet, så Susanne ville ikke sætte lus i skindpelsen ved at fortælle ham noget. Lennart var mindst lige så stolt af Jesper, som hun selv var. Lennart var af arbejderfamilie, og der var ingen i hans familie der nogensinde havde modtaget mere uddannelse end folkeskole eksamen.

Jesper delte en dejlig lille lejlighed med en studiekammerat. Jørgen hed han. En rar fyr, der ligesom Jesper var sød og opmærksom. Susanne havde kun hilst kort på ham en enkelt gang før, men i dag var han med i stuen ved kaffebordet. De snakkede studier og hvordan det ellers gik i dagligdagen. Både Jesper og Jørgen var opmærksomme værter, men Susanne følte sig hæmmet af Jørgens tilstedeværelse. Hun ville ikke spørge Jesper lige ud om det med kæresten, så længe Jørgen også sad der, så hun brændte inde med al sin nysgerrighed. endelig kom hendes chance.

- Jeg vil sætte mere kaffe over, sagde Jesper, og gik ud i køkkenet.
Susanne greb straks chancen og fulgte efter.
- Skal jeg hjælpe dig med noget, sagde hun da døren havde lukket sig bag hende.
Han vendte sig smilende fra kaffemaskinen.
- Jeg tror godt jeg kan finde ud af at lave kaffe, Mor. Ellers tak. Men du kan tage den kage Jesper har lavet. Den står derovre.
Han pegede over på et mesterværk af en kage med både roser og sløjfer på. Den lignede nærmest en bryllupskage, selv om det altså ikke var en i flere etager.
- Tak skæbne, udbrød hun. - Skal der være bryllup ?
Hun kunne have bidt tungen af sig selv, for det var jo ikke sådan hun havde tænkt sig at spørge.
- Jaeh, det regner jeg da med at der skal på et tidspunkt.
Han smilede skælmsk til hende og blinkede.
- Jamen Jesper dog !
Hun lo lidt over sin søns mimik.
- Hvem er hun så ? Jeg må da vide lidt om det. Og hvorfor er hun her ikke i aften ? Vi ville da godt møde din nye kæreste.
- I aften bliver jeg forlovet, Mor, sagde Jesper alvorligt. - Jeg har tænkt mig at gifte mig, men ikke før jeg er færdiguddannet, og min udkårne har du allerede mødt. Han sidder inde i stuen sammen med far. Du havde ret mor. Der er en til os allesammen !

Han smilede til hende og holdt døren for hende så hun kunne gå først ind, og lære på sin søns kæreste rigtigt at kende.

Til top

Den grimme ælling

Han sænkede avisen og lod tankerne vandre tilbage til tiden sammen med Lene. Hans elskede halvsøster. Hans mor var død da han var ganske lille, og hans far havde først fundet sammen med Lillian da han var 13 år gammel. Året efter var Lene kommet. For ham var det et under. Lillian og hans far varda også glade for Lene, men han havde været fuldkommen solgt. Hun havde vundet hans hjerte fra den første gang han fik lov til at holde hende, og han havde skiftet utallige bleer og siddet oppe mange nætter bare for at få hende til at falde til ro. Han forgudede hende. Alle var lidt overrasked over hans reaktion på Lene, for han ville hellere babysitte sin søster end han ville ud med drengene. Måske havde det noget at gøre med hans længsel efter en rigtig familie. Han vidste det ikke engang selv. Det var bare sådan, og det trivedes både han og lille Lene med.

Han havde ikke kunnet se, at hun ikke var smuk. For ham var hun den skønneste skabning på denne jord, men faktum var, at Lene ikke havde stået forrest i køen rent udseendesmæssigt. Der var ikke noget konkret at sætte fingeren på. Hun var bare ikke særlig køn. Hun blev drillet en del. De andre børn kaldte hende for heksen. Når han hørte det, fik de tæsk. Ingen skulle genere hans lillesøster. Desværre blev det bare værre. Lene kunne ikke falde i hak med andre børn, og derfor blev det mest ham hun var sammen med. De havde en fælles interesse for litteratur. Lene elskede når han læste højt for hende, og mest af alt elskede hun H.C. Andersens "Den grimme ælling". Sammen havde de spundet historier om hvordan hun engang ville udvikle sig til en svane, brede sine store vinger ud og lette fra jordens ondskab. Lene havde helt forstået budskabet i det gamle eventyr, og hun troede fuldt og fast på, at hun selv ville blive en svane en dag.

Da hun skulle starte i skolen var det selvfølgelig ham der fulgte hende den første dag. Lene var et opvakt barn, og han havde allerede lært hende at læse lidt og hun kunne da også tælle til 100.....Med lidt hjælp ind imellem. Så hendes start i skolen gik smertefrit, i hvert fald rent bogligt. Han havde ikke været så bekymret for hende. Nu skulle hun nok klare sig.

Han var flyttet hjemmefra umidelbart efter Lenes skolestart, og havde ikke den samme tætte kontakt til hende mere. Han så hende dog ofte, men han anede ikke om hun havde det godt eller skidt. Da han var flyttet havde hun lukket ham ude. Hun var blevet dybt skuffet over at "miste" ham, og nu havde han ikke længere hendes fulde fortrolighed. Når han spurgte Far eller Lillian hvordan Lene klarede sig, fik han blot at vide, at hun fik glimrende karakterer. Det stillede han sig tilfreds med.

Det første tegn på, at alt ikke var helt som det skulle være kom da Lene var 15 år gammel. Hun havde taget en overdosis af Lillians sovepiller og var blevet kørt til udpumpning. Han var taget ind på hospitalet for at snakke med hende, men hun havde været tavs og indesluttet. Hun ville ikke fortælle ham hvorfor hun havde gjort det, og hans frustration voksede. Han forgudede hende stadig, men nu ville hun ikke mere lade ham komme ind. Ad omveje fik han dog at vide, at det havde noget at gøre med en dreng, som hun vidst havde haft et godt øje til. Hans hjerte blødte for hende, for i den alder er det ikke de indre værdier der tæller, men kun hvordan man ser ud og opfører sig. Der faldt hans elskede søster unægteligt igennem, og han kunne ingenting gøre for at ændre det.

Efter hun var kommet hjem fra hospitalet, tog han igen kontakt til hende. Han tvang hende nærmest til at høre på hvad han havde at sige omkring forelskelser og værdier her i livet, og han gav udtryk for at han mente hun var den dejligste pige han kendte, og at der nok skulle komme en anden dreng der syntes lige som han. Hun havde ikke helt troet på ham, men hans varme ord havde alligevel givet hende styrke nok til at fortsætte. Og så havde de talt om "Den grimme ælling" igen. Om hvordan hun nok skulle blive til en svane og brede sine vinger ud. En dag.....

For tre uger siden havde Lene endelig fundet lykken. Hun var efterhånden blevet 23 år, havde fået et job på kontor, som hun var glad for, og nu havde hun mødt en mand. Hun havde ringet til ham og inviteret ham ud på middag, og der havde hun glædestrålende berettet om Henning. Hun havde mødt ham på arbejdet, og de havde været i biografen sammen. For første gang var der en mand der havde vist interesse for Lene, og han glædede sig på hendes vegne. Hun havde strålet, og han kunne se, at det med at forelskelse gør folk kønnere i hvert fald havde sin berettigelse her. han fandt hende smuk nu, og det fortalte han hende. Hun rødmede og svarede, at hun vist endelig var blevet til en svane. Nu skulle hun ud at se om vingerne kunne bære.

Han havde ikke hørt fra hende siden, og grunden til at han nu var kommet til at tænke på hende var den overskrift i avisen.
"Vingerne kunne ikke bære", stod der. Artiklen berettede om en ung pige, der var sprunget ud fra taget af en kontorbygning. Umiddelbart før hun sprang bad hun en kollega om, at give hendes bror besked på at "Vingerne kunne ikke bære".
Avisen havde endnu ikke fundet ud af hvad denne kryptiske meddelelse betød, men han vidste det. Han vidste det alt for godt. Hans elskede Lene var endelig lettet fra jorden, men havde ikke været i stand til at flyve væk. Den grimme ælling var forblevet den grimme ælling, og vingerne havde aldrig haft en chance for at kunne bære.

Til top