Jeg har altid været glad for musik, og for mange forskellige slags musik. Jeg er opvokset med jazz og swing musik, og har derfor en udpræget forkærlighed for Glenn Miller og Tommy Dorsey, og så elskede jeg Louis Armstrong inderligt.Kunne man andet?
Min egen musiksamling startede med (når man ikke regner børnepladerne med) "Fire" med "Walkers". I dag aner jeg ikke hvad jeg dog så i den gruppe, men jeg var altså også kun 11 år.
Mine teen-age år blev brugt på The Osmonds, som jeg var lige så hysterisk med, som alle andre tøser på min alder. En lærer på min skole var så venlig at oplyse mig om, at når jeg blev rigtigt voksen, så ville jeg ikke kunne fatte, hvad jeg dog nogensinde så i dem.
Det kom dog ikke til at holde stik, for selv i dag nyder jeg at høre The Osmonds.
Dengang var man jo nok lidt pjattet fordi det var nogle lækre drenge at se på, men rent faktisk lavede de jo noget rigtig god musik, som virkelig var værd at høre på, og nogle af de nye boy-bands har da også taget Osmonds numre på deres repetoire, så helt dårlige var de nok ikke.
Jeg har lavet min egen personlige Top 10 liste over musik som jeg mener bør være i enhver samling.
Man skal lige huske at den liste er min personlige smag og ikke hvad der måske rent statistisk har været de mest solgte gennem tiden. Det er de titler som jeg mener har fortjent deres plads i historien. Og måske er der noget af musikken som du ikke kender, og som du så ønsker at høre.