I februar 2002 døde min mor ganske pludseligt, og jeg røg ind i en dyb personlig krise.
Sammen med min mand besluttede jeg mig for at starte helt forfra et andet sted end København, hvor vi boede dengang, go min mand fandt ret hurtigt et hus til leje på hans hjem egn Djursland.
Vi var ovre at kigge på huset i Påsken 2002, og det var en gård laaangt ude på landet, med masser af plads til både os og husdyr, men altså temmelig isoleret.
På sådan et øde sted ville jeg gerne have en hund som selskab og til beskyttelse, of jeg rådfører mig med min mand, og han siger at han er helt med på, at vi får en hund.
Jeg begynder straks at kigge efter egende hunde på Dyrenes Beskyttelses Internater, for jeg har aldrig haft en hvalp, og vil egentlig helst slippe for at skulle gøre en hund renlig og alle den slags ting. En genbrugshund er lige mig... mener jeg dengang.
Hvad jeg ikke aner noget om, er at min mand og min veninde i al hemmelighed har aftalt at veninden vil forære mig en hvalp i fødselsdagsgave/indflytningsgave, når vi er flyttet til Jylland. Vi kunne nemlig ikke overtage huset før sep. 2002, så vi havde noget tid at løbe på, så jeg surfede nettet tyndt og kiggede på billeder, og læste beskrivelser af racer, og sukkede i det uendelige over alle de skønne hunde.
Det må have været ulideligt for min mand, som jo udemærket godt vidste, at alle de hunde jeg sad og savlede over, var slet ikke aktuelle. Han havde allerede skaffet den vi (jeg) skulle have, men alligevel holdt han tand for tunge. Ikke en eneste slipper kom der fra ham.
Vi flyttede til Jylland først i Juli måned 2002, og så boede vi hos svigermor, indtil vores eget hus var klart til os 1. september. Den 17. Juli har jeg fødselsdag, og den holder vi et par dage forsinket, hvor veninden og hendes mand kommer på besøg.
Jeg fik op til flere gaver, som jeg blev rigtig glad for, men den sidste gave, var dog den bedste jeg nogensinde har fået. Det var et lille hjemmelavet hæfte med billeder af min lille Vaks. Jeg må vist erkende, at jeg vist nok kom til at ude lidt. for hvor var han dog skøn!
Jeg måtte dog nøjes med billeder i første omgang, for vi kunne ikke bare tage ned at hente ham, for at han skulle flyttes to gange indefor kort tid ville vi alligevel ikke byde ham... og så ville vi heller ikke byde svigermor at udvide dyrebestanden mens vi fik lov til at bo hos hende!
Men jeg var altså NØDT til at se min nye hund, så da Vaks var 7 uger så vi ham for første gang, og jeg faldt med et brag for ham... og alle hans søskende med for den sags skyld.
At opdrage en hvalp og gøre den renlig, var faktisk slet ikke så svært som jeg troede, og Vaks var lige præcis vaks, så det gik hurtigt med at lære. Det eneste vi havde lidt problemer med var, at der var alt for meget fut i ham, og vi kunne slet ikke køre ham træt.
Hans tempo lå meget langt fra vores tempo, og da han var 6-7 mdr. begyndte han at blive lidt af en problemhund. han bed ting i stykker. Sko, sokker, tøj, briller og hvad han ellers kunne få fat i, blev gennemtygget, og det stod klart for os, at Vaks kedede sig. Han blev slet ikke stimuleret nok, og vi blev enige om at finde ham en legekammerat, som han kunne brænde noget energi af sammen med.
Min prioritering gik på, at Vaks skulle kunne enes med den anden hund, og den anden hund skulle have et extremt højt energi niveau - ligesom Vaks. De skulle være af nogenlunde samme størrelse, så Vaks ikke ville tromle den anden hund ned, eller selv blive tromlet
Vi var ude at kigge på to hunde, før vi fandt Hansen. Den første var en lille blandingshund af ubestemmelig race, men den var lidt for lille til Vaks, og så kunne de ikke lide hinanden. Vaks var simpelthen bange for den, så det gik ikke.
Den næste hund vi så på var en raceren Sct. Berhard. To måneder yngre end Vaks, men allerede da stor som et hus og agressiv overfor Vaks, så det skulle heller ikke være den. Heller ikke selvom det er min mands store ønske at få et Sct. Berhard.
Hansen fandt jeg via Den Blå Avis, og familien der havde ham kom herud med ham, så vi kunne se om de kunne enes. DET kunne de!
Hansen er 2 måneder yngre end Vaks, som på dette tidspunkt lige er fyldt et år, og de to drenge faldt bare i hak med det samme: Jeg blev advaret mod at have to hanhunde, og jeg blev advaret om at anskaffe en hund mere før Vaks var rigtig voksen, men ingen af de dystre spådomme er gået i opfyldelse. Vaks er blevet en langt gladere og mere harmonisk hund efter at Hansen er kommet til, og det er yderst sjældent, at der er bidt ting i stykker.
Så jeg kan godt anbefale at man har to hunde. Jeg troede, at det ville blive dobbelt arbejde, men rent faktisk er det kun det halve. Selvfølgelig skal man fodre to gange, og man skal motionere to hunde, men rigtigt mange ting er blevet meget nemmere efter at Hansen kom til os.
Vaks blev 10 år. Han blev aflivet 2012 pga. en ledbåndsskade i venstre bagben, og en mistanke om kræft. Han var den første hvalp jeg nogensinde har ejet, og det var et meget stort savn. Men han havde et godt liv, og han gav så meget. RIP min smukke Vaks.